I Poetens værksted

Johnny Fredriksen føler en forpligtelse til at skrive digte. Nogle af dem handler om psykisk sygdom, mens andre kredser om eksistentielle emner som død, ensomhed og kærlighed.

 Johnny Fredriksen er digter. Johnny

Han kan faktisk ikke lade være med at skrive, og han føler sig forpligtet til at gøre det på grund af sin unikke evne til at sætte ord sammen til lyrik.

Til festen i anledning af Fontain Houses 31 års fødselsdag læste Johnny et meget stærkt digt op, som handlede om at være indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er dog langt fra det eneste emne, han skriver om.

- Det er vigtigt for mig ikke at være den psykisk syge digter. Digte har en værdi i sig selv, de har deres eget liv og skal læses for deres egen skyld. Digte rækker ud over det sproglige og går ind i vores bevidsthed som en drøm. Som i drømme kan alt ske og tid og rum ophøre, forklarer Johnny.

For ham er digte noget, der skal ud.

- Det er det sproglige, der interesserer mig, jeg har ikke et bestemt budskab. Jeg skriver om det eksistentielle i mennesker som døden, ensomhed, kærlighed, lidelse, forfængelighed og det guddommelige.

Vil ikke sættes i bås som psykisk syg digter

Johnny begyndte at skrive digte for mange år siden og har i perioder af liv af livet udtrykt sig gennem digte og været nysgerrig på sprogets virkemidler.

- Lyrik har sit eget univers, og der ingen regler. Det er dét, jeg beskæftiger mig med, og jeg kalder mig jo digter. Lyrikken kan være knivskarp som en accord, siger Johnny, der ikke er tilhænger af at analysere digte for meget.

- Hvis man går ind i en litterær analyse, fjerner man substansen og meningen med digtet. Man må se på stroferne på deres egne præmisser. Der skal være en komposition og et sted at vende tilbage til i digtet som fx et køkken, en gård, et hospital eller hos ens mormor, mener Johnny.

Han har også prøvet at skrive skønlitterære tekster, men han synes ikke, at genren har den samme energi som lyrikken, hvor den efter hans mening skabes i processen.

En indlæggelse er som en stille død

En af de stærke oplevelser, som har affødt et digt, er hans indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

- At være indlagt er en meget kaotisk situation. Det er den sidste udvej, når du har brug for andre mennesker til at passe på dig. Det er meget stigmatiserende. Al ens adfærd og menneskelige kontakt bliver vurderet ud fra en psykiatrisk diagnose. Alt bliver målt og vejet. En indlæggelse er det tætteste, man kommer på døden, mener Johnny.

- Jeg kan ikke lide udtrykket psykisk sårbar. Det er fladt, politisk korrekt en meget distancerende sprogbrug. Når folk spørger mig, om jeg er psykisk sårbar, siger jeg, at jeg har en psykisk sygdom. Jeg synes, man skal kalde den psykiske lidelse, man har, for det, den er, om det så er angst, depression, eller hvad det kan være, siger Johnny.

Han har optrådt med sine digte på et bibliotek, i en boghandel, på et galleri, på en café og i socialpsykiatrien. Han har gået på Gladiators forfatterskole og går nu på Outsiderens skriveskole.

Johnnys digtervirksomhed omfatter bl.a. digtsamlingerne Passionsspil og Sorte formationer samt en masse andre digte, som ikke er sat sammen i værker. Lige nu har han et manus til vurdering i Det Poetiske Bureaus Forlag.

- Jeg har haft mange forskellige målgrupper til at læse mine ting. Både litterært uddannede og en kassedame har givet mig feedback. Jeg synes selv, det er godt, dét jeg skriver, siger Johnny.

Han er uddannet folkeskolelærer med en specialuddannelse inden for socialpædagogik. Det speciale har han brugt i arbejdet med autistiske børn.

Johnny bruger en del af sin tid på at skrive digte og optræde. Fornylig blev han medlem af Fountain House og er glad for at komme i huset: 

- Det er stadig meget nyt, men jeg oplever, at der er en god energi i caféen og en god stemning i huset. Her er nogle rare mennesker og imødekommende personale og medlemmer. Jeg tænkte, at det ville være fint for mig at hjælpe til i caféen, servere lidt kaffe og få en sludder med folk, siger Johnny.

 

                                                                                liggende på sengen konverserer jeg med min angst

                                                                                mine ben ryster hænderne er svedige øjnene uklare

                                                                                på ryggen bevæger sved sig langsomt mod min lænd

                                                                                mit hjerte hopper slag over de glemte slag er døden

                                                                               armene holder jeg i fast greb så jeg ikke besvimer

 

                                                                               selvom jeg lukker øjnene er der lys under mine øjenlåg

                                                                               jeg fortæller min angst jeg er bange for at dø angsten

                                                                               er ligeglad jeg fortæller mit blod løber for hurtigt lige

                                                                              nu angsten er ligeglad jeg lægger puden over mit ansigt

 

                                                                              i mørke prøver jeg at orientere mig i gullige synsfelter

                                                                              jeg propper en finger i munden bider mig i neglen føler

                                                                              at jeg fortsat er i live langsomt fjerner jeg puden i lyset

                                                                              bliver jeg forvirret over soveværelsets nye formationer

 

                                                                              jeg lægger mig i fosterstilling forestiller mig at jeg fortsat

                                                                              er i live min mavesæk trækker sig sammen i hurtige ryk

                                                                              langsomt fyldes min mund af syrligt spyt jeg synker tavst

                                                                              jeg betragter min hånds omrids huden sidder løst rynket

                      

                                                                              jeg rejser mig mærker at gulvet bevæger sig under mig

                                                                             små skridt bevæger mig ind i stuen jeg vil gerne ud på

                                                                             altanen mærke om min hud kan sanse jeg kan kun finde

                                                                             vej til badeværelset på knæ kaster jeg op iført skjorte