"Hvad skulle det være?"

Fountain House er bl.a. et arbejdsfællesskab for mennesker med psykiske lidelser. Her vokser vi ved at gøre noget for andre.

”En cappuccino med soyamælk, tak,” lyder bestillingen. Flemming sætter kaffen over. Kaffemaskinen summer lystigt – og ligeså gør stemmerne fra alle medlemmerne, der har sat sig rundt omkring i Café Grums for at holde pause fra dagens gøremål. Freja betjener den næste kunde i rækken. Flemming giver cappuccinoen et drys kakao, serverer den med et smil og sætter et kryds på kaffe-klippekortet.

Arbejdets betydning
Freja og Flemming er begge nye medlemmer i Fountain House og arbejder frivilligt i husets café. Freja fortæller: ”Jeg manglede et sted at komme. Jeg har set andre steder, men det særlige her er, at man har arbejdsopgaver. Det gør, at man bliver en del af huset.”

Flemming fortsætter: ”Jeg har brug for struktur på hverdagen. Jeg kan ikke bare sidde og glo ind i væggen. Men jeg kan ikke se mig selv på et værested. Det er vigtigt, at der er arbejde inde over, så oplever jeg, at der er en mening med tingene.”

De siger samstemmende, at de oplever at kunne sætte deres eget præg på caféen og de daglige arbejdsopgaver. ”For mig er det vigtigt, at det er meget konkrete opgaver. Jeg forbereder caféen til pauserne, tørrer borde af, ordner vasketøj – der er liv i caféen, og samtidig kan man gøre tingene i sit eget tempo,” fortæller Freja.

Flemming supplerer: ”Jeg er sådan én, der kaster 100 bolde op i luften. Hvis vi bare sammen griber to bolde, så er jeg glad!”. Han fortæller, hvordan han lige nu er ved at eksperimentere med små nye snacks i caféen og har taget initiativ til nye måder at præsentere varerne på i caféens montre. Flemmingredigeret 1

At sige til og fra
At være del af arbejdsfællesskabet i Fountain House er en mulighed for at tage hul på nogle af de ting, der er svære i dagligdagen. For mange medlemmer handler det bl.a. om at sige til og fra. Freja fortæller, hvordan det at tage imod hjælp kan være en udfordring: ”Det kan være svært at erkende, at man har brug for støtte. Men jeg har brug for at komme ud af døren, så det har reddet mig, at jeg kan komme her. Og jeg kan altid tage fat i en medarbejder, når jeg har brug for hjælp.”

Flemming fortæller, hvordan han omvendt arbejder med at lære at sige fra: ”Jeg har svært ved at sige nej og bruger stedet til at træne ikke at falde i gamle mønstre, hvor jeg arbejder for hårdt og er for meget ’på’. Her er jeg tryg nok til at sige fra – men det er stadig svært. Jeg skal mødes med min kontaktperson i dag, for jeg kan mærke, at jeg skal passe på mig selv lige nu.”

- Jeg har en oplevelse af, at jeg gør en lille forskel. Det gør, at 
jeg har noget at gå hjem med – jeg har udrettet noget.


Fællesskab i babysteps
For både Flemming og Freja er det at møde andre vigtigt i deres hverdag i Fountain House. 

”For mig betyder det, at jeg kan blive del af et fællesskab – i babysteps. Jeg bliver stille og roligt mere og mere tryg, og det at arbejde i caféen er en god måde at møde nye folk på.”
”Her kan man være sammen med andre, og der er plads til alle vores skævheder,” supplerer Flemming. ”Det giver noget, når man møder en anden over disken her. Det gør det lettere også at hilse på vedkommende ovre i Føtex – og stille og roligt udvider man sit netværk.”

At bidrage til caféens drift og udvikling er netop vejen til at opleve, at man bidrager til fællesskabet. ”Jeg har en oplevelse af, at jeg gør en lille forskel. Det gør, at jeg har noget at gå hjem med – jeg har udrettet noget. Jeg har måske fået et smil frem hos en, der var trist, eller fået en sludder med et nyt menneske og udvekslet livshistorier hen over disken,” siger Flemming og begynder at fylde brugte kopper i opvaskemaskinen. Kaffepausen er nemlig ved at være slut.

”Tak for kaffe!”, lyder det fra cafégæsterne, der så småt går tilbage til deres arbejde i huset.